Regeringen skærper nu indsatsen mod egeprocessionsspinderen, der har skabt problemer flere steder på Fyn.
Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd, Sundheds- og Kirkeministeriet og Miljøministeriet styrker den fælles indsats for at give de berørte kommuner mere støtte og vejledning. Samtidig begynder ministerierne et arbejde med at finde langsigtede løsninger.
Egeprocessionsspinderen, der også kaldes “larven fra helvede”, kan give kraftig kløe, hududslæt og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner på grund af larvens brandhår.
Problemet sås også forrige sommer, men ifølge regeringen er udfordringerne blevet større denne sommer.
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen siger, at udviklingen bliver taget alvorligt.
– Problemerne med egeprocessionsspinderen er en udvikling, jeg tager meget alvorligt. Derfor har vi på tværs af ministerområderne rakt ud til de relevante myndigheder og bedt dem bistå kommunerne, så godt de kan her og nu med hjælp og vejledning, siger han.
Sundheds- og kirkeminister Ida Auken peger på, at larven kan være meget generende for de borgere, der bliver ramt.
– Der er en god grund til, at den bliver kaldt “larven fra helvede”. Den kan give voldsom kløe og udslæt, og selvom den ikke udgør en akut sundhedsfare, er det en meget ubehagelig oplevelse for dem, der bliver ramt, siger Ida Auken.
Miljøstyrelsen er ifølge miljøminister Maria Reumert Gjerding i dialog med Odense Kommune og stiller viden og ekspertise til rådighed for kommuner og virksomheder.
Regeringen vil efter sommerferien invitere Folketingets partier til en orientering om situationen og en drøftelse af den videre indsats mod egeprocessionsspinderen.

