112 1 måned siden

Beruset bilist tilbageholdt af borgere efter to uheld

Af: Rolf Larsen
Foto: Rigspolitiet.

En 47-årig mand blev tirsdag eftermiddag tilbageholdt af borgere i Randers, efter at han ifølge politiet havde været involveret i to færdselsuheld på kort tid.

Ifølge Østjyllands Politi blev en 40-årig mand først ramt, da en modkørende bil på Fladbrovej slingrede, ramte midterrabatten og slog et skilt eller en kegle løs. Genstanden ramte den 40-åriges bil og forårsagede flere skader, hvorefter den anden bilist kørte fra stedet.

Få minutter senere ramte den samme bil en varevogn på Viborgvej i Randers NV.

Vidner greb ind, tog bilnøglen fra den 47-årige fører og tilbageholdt ham, indtil politiet ankom. Politiet vurderede, at manden fremstod stærkt beruset, og han blev anholdt og taget med til udtagelse af blodprøver.

Den 47-årige er sigtet for spirituskørsel, for at være flygtet fra et færdselsuheld og for påkørslen af varevognen.

Læs også Dropper straffesager mod Claus Hjort Frederiksen, Lars Findsen og tidligere PET-ansat