112 19 timer siden

To mænd dømt efter stort fund af hash på fiskekutter

Af: Rolf Larsen
Foto af hash indpakket og fundet i sportstaske på fiskekutter torsdag den 6. august i Hirtshals Foto: Nordjyllands Politi

To mænd er blevet idømt fængselsstraffe, efter at Toldstyrelsen og Nordjyllands Politi fandt i alt 93 kilo hash ombord på en fiskekutter i Hirtshals.

Fundet blev gjort torsdag eftermiddag under en rutinemæssig kontrol på havnen, hvor Toldstyrelsen fandt 22,2 kilo hash på den trawler, der senere skulle sejle til Grønland.

Nordjyllands Politi blev efterfølgende tilkaldt, og en omfattende ransagning af fartøjet blev sat i gang.

»Vores efterforskere gennemsøger så resten af skibet og arbejder natten igennem og morgenen med, og de finder yderligere 71 kilo hash i et kammer på skibet. To mænd tilstår at stå bag smugling, men faktisk ikke i forening, så der er tale om to separate sager og derfor også to fremstillinger ved Retten i Hjørring i dag,« siger politikommissær Kasper Brix fra Efterforskningscenter Hjørring ved Nordjyllands Politi.

Han fremhæver samtidig det tætte samarbejde mellem Toldstyrelsen, politiet og anklagemyndigheden, som har betydet, at sagen hurtigt kunne behandles ved domstolene.

Fredag formiddag blev en 26-årig mand idømt et års fængsel for besiddelse af 22,2 kilo hash med henblik på videreoverdragelse i Grønland. Han blev løsladt efter domsafsigelsen, da der blev indgået en aftale om senere afsoning.

Senere samme dag blev en 45-årig mand idømt halvandet års fængsel for besiddelse af 71 kilo hash med samme formål. Han blev efterfølgende varetægtsfængslet.

»Der er betydelig forskel på stofmængderne, som de to dømte var i besiddelse af, og det afspejler sig så også i, at vi efter domsafsigelsen begærede den 45-årige fortsat fængslet,« oplyser anklagerfuldmægtig Julie Lauesen fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.

Ifølge politiet er ingen af de to mænd tidligere dømt for lignende kriminalitet.

Arkivfoto: Rolf Larsen.
Læs også 70-årig bragt til hospitalet efter brand