En 27-årig mand blev tirsdag eftermiddag anholdt og sigtet for hærværk og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen efter et optrin i en forretning på Skanderborgvej i Viby J.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 17.01. Da en patrulje ankom, fik betjentene øje på en mand, der passede på det signalement, politiet havde fået.
I forretningen lå blandt andet en pc-skærm, en scanner og en kortautomat på gulvet. Skærmen var knust, og nogle lyskæder var ligeledes blevet smidt på gulvet.
Efter den indledende efterforskning vurderede politiet, at den 27-årige med stor sandsynlighed var den formodede gerningsmand. Han blev anholdt klokken 17.58.
Manden blev sigtet for hærværk og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han ifølge politiet havde forsøgt at indlade sig i slagsmål med en ansat i butikken.
Politiet vurderede, at den 27-årige var påvirket af både narkotika og alkohol. Han blev taget med på politistationen til senere afhøring.

