Erhverv og finans 21 timer siden

Psykolog peger på tre mulige fremtider for kapitalismen

Af: Mette Sørensen
Stockfoto: Pexels.com

Den voksende økonomiske ulighed kan føre verdens økonomiske system i tre forskellige retninger. Det er hovedpointen i en ny bog af lektor i psykologi Séamus Power.

I bogen Inequality – The View from Manywheres beskriver han tre scenarier for kapitalismens og ulighedens fremtid.

»De tre plausible fremtider for kapitalismen og uligheden, jeg præsenterer, kan hjælpe os til at tænke i alternativer og tage stilling til, hvilken verden vi faktisk ønsker,« siger Séamus Power.

Det første scenarie er en fortsættelse af den nuværende udvikling med stigende økonomisk ulighed. Ifølge Séamus Power kan det føre til politisk polarisering, social uro og større global ustabilitet.

Det andet scenarie indebærer en politisk reaktion med økonomisk lighed som mål. Séamus Power vurderer imidlertid, at en stræben efter lighed for enhver pris kan medføre mindre frihed og dårligere økonomisk dynamik og samtidig gøre det vanskeligere for de dårligst stillede at komme ud af fattigdom.

Peger på en tredje mulighed

Det tredje scenarie kalder han »pluralistisk kapitalisme«, og det er den retning, han selv fremhæver som den mest lovende.

»Her er målet ikke at fjerne ulighed fuldstændigt. Det handler om at skabe økonomiske systemer, der er mere retfærdige, giver mennesker redskaber til at komme ud af fattigdom og bedre muligheder for at realisere deres potentiale,« siger Séamus Power.

I sin forskning kombinerer han psykologiske, økonomiske og filosofiske perspektiver. Et centralt element er, at det ikke nødvendigvis kun er omfanget af økonomisk ulighed, der skaber politiske konflikter og social uro. Menneskers oplevelse af, om samfundet er retfærdigt, spiller også en væsentlig rolle.

Ifølge forskningen kan protester derfor også opstå i perioder med økonomisk fremgang, hvis oplevelsen af retfærdighed ikke følger med.

Séamus Power argumenterer samtidig for, at ulighed ikke alene bør vurderes ud fra økonomiske mål. Der bør også ses på menneskers reelle muligheder for eksempelvis at uddanne sig, leve et sundt liv og deltage aktivt i samfundet.

»Hvis vi vil forstå og løse de problemer, som økonomisk ulighed skaber, kan vi ikke nøjes med at analysere tal. Vi er også nødt til at tage højde for menneskers oplevelse af retfærdighed – og den hænger tæt sammen med, om mennesker har reelle muligheder i deres liv,« siger han.

Bogen bygger både på store globale datasæt og kvalitative analyser af menneskers oplevelser med ulighed.

Inequality – The View from Manywheres udkommer på Cambridge University Press.

Læs også Danske Bank sigtet i Frankrig