112 13 timer siden

Fem drenge sigtet efter sprængning ved skole i Kalundborg

Af: Netavisernes Bureau
Foto: Rolf Larsen.

Fem drenge på 14 og 15 år er blevet tilbageholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven efter en sprængning ved Rynkevangskolen i Kalundborg tirsdag.

Midt- og Vestsjællands Politi modtog anmeldelsen om sprængningen klokken 11.33.

På skolens boldbane fandt politiet to flasker med kemikalier. Den ene var blevet bragt til sprængning, mens den anden efterfølgende blev bortskaffet af EOD.

Ingen personer kom til skade, men skolen blev evakueret efter hændelsen. Området og skolen blev efterfølgende gennemsøgt med sprængstofhunde for at sikre, at der ikke var placeret yderligere genstande. Der blev ikke fundet noget.

Det skal nu undersøges, hvilket materiale der var i flaskerne.

Politiet undersøger drengenes roller

De fem tilbageholdte er to 14-årige og tre 15-årige drenge. Politiet skal nu afhøre dem for at klarlægge deres roller og motivet bag hændelsen.

»Der er ingen tvivl om, at det her er en alvorlig sag, som potentielt kunne have haft store konsekvenser. Derfor har vi også dagen igennem arbejdet på højtryk i Kalundborg for at sikre, at alle elever kan vende tilbage til skolen med ro i maven. Derudover så er det altid en god idé at snakke med sine børn om, hvad de har oplevet, og de ikke skal være nervøse for at komme i skole,« siger politiinspektør Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet forventer ikke, at de fem drenge skal fremstilles i grundlovsforhør.

:NB:

Læs også 13-årig pige dræbt – to unge anholdt