En lastbil har torsdag ramt en jernbanebro på Hjulbyvej uden for Nyborg og kilet sig fast under broen.
Arbejdet med at få lastbilen trukket fri er torsdag aften fortsat i gang, oplyser Fyns Politi.
Hjulbyvej er i den forbindelse spærret i begge retninger, og det er uvist, hvornår vejen kan genåbnes.
»Forvent ikke at ruten via Hjulbyvej er en mulighed i aften,« lyder meldingen fra politiets vagtchef.
Politiet oplyste tidligere torsdag, at lastbilen havde ramt jernbanebroen og sat sig fast under den. I første omgang var vejen spærret for trafik mod syd fra Odensevej i retning mod motorvejen.
Afspærringen er siden blevet udvidet til begge retninger.
