Indland 6 timer siden

Danmark vil indføre 15-årsgrænse på sociale medier

Af: Netavisernes Bureau
Arkivfoto: JESHOOTS / Pixabay

Børn under 15 år skal som udgangspunkt ikke længere kunne tilgå sociale medier. Regeringen og en række partier er blevet enige om en national aldersgrænse, som efter planen skal træde i kraft den 1. juli 2027.

Firkløverregeringen bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre har indgået aftalen sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund sender nu lovforslaget i høring. Det ventes fremsat i begyndelsen af 2027.

Forslaget er en del af den politiske aftale om digital børnebeskyttelse fra november 2025, hvor der blev afsat 160 millioner kroner til området i perioden 2026-2029.

Næsten alle har en profil inden 13-årsalderen

Baggrunden for aldersgrænsen er blandt andet ønsket om at beskytte børn mod skadeligt indhold, digitale krænkelser og algoritmer, der kan fastholde brugerne på platformene.

Ifølge oplysningerne bag lovforslaget har knap halvdelen af børnene en profil på sociale medier, når de fylder ti år. Inden de fylder 13 år, gælder det 94 procent.

Samtidig havde 69 procent af de 9-17-årige i 2024 oplevet mindst én digital krænkelse eller en anden ubehagelig oplevelse på nettet inden for det seneste år.

»Børn skal ikke eksponeres for skadeligt indhold eller udsættes for uendelige algoritmer, der fastholder dem i timevis på skærmen,« lyder begrundelsen for initiativet.

En undersøgelse fra Center for sociale medier, tech og demokrati estimerer desuden, at YouTube, TikTok, Instagram, Facebook og Snapchat tilsammen omsætter for 327 millioner kroner om året i Danmark på reklamer vist til børn og unge mellem 8 og 17 år.

»Lovforslaget viser, at vi fra dansk side er på børnenes side, og at vi gerne går forrest i den internationale kamp for beskyttelse af børn og unge på sociale medier,« siger forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund.

Det Konservative Folkeparti peger dog på en fortsat udfordring omkring 13-15-åriges mulighed for at benytte visse sociale medier med forældrenes samtykke og ønsker fortsat en indsats på det område.

:NB:

Læs også Kvinde overfaldet og frarøvet penge