Udland 13 timer siden

Syv tiltalt i Tyskland for våbenindkøb til Hamas – blandt dem en dansker

Af: Rolf Larsen

Den tyske forbundsanklagemyndighed har rejst tiltale mod syv personer i en sag om våbenindkøb til den udenlandske terrororganisation Hamas. Blandt de tiltalte er en dansk statsborger.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forbundsanklagemyndigheden ved den tyske forbundsdomstol.

Tiltalen blev indgivet den 8. september ved Kammergericht i Berlin. De syv tiltalte består af en dansker, to tyske statsborgere, tre personer født i Libanon og en bulgarsk statsborger.

Alle syv er ifølge anklagemyndigheden mistænkt for medlemskab af en udenlandsk terrororganisation og forberedelse af en alvorlig voldshandling, der kan true staten. De er desuden tiltalt for forskellige overtrædelser af våbenlovgivningen. Tre af dem er yderligere tiltalt for overtrædelser af den tyske lovgivning om krigsvåben.

Mistænkt for at planlægge attentat

Ifølge anklageskriftet begyndte Hamas’ militære fløj, de såkaldte Qassam-brigader, for længere tid siden at etablere våbendepoter i Europa.

Anklagemyndigheden mener, at Hamas senest fra juli 2025 planlagde et konkret attentat i Tyskland eller Østrig mod repræsentanter for Israel, jøder eller personer med pro-israelske holdninger.

Attentatet skulle ifølge anklagen finde sted omkring toårsdagen for Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 – altså i begyndelsen af oktober 2025.

Højtstående Hamas-funktionærer skal i den forbindelse have givet flere af de nu tiltalte til opgave at skaffe våben og ammunition i Tyskland.

Da tre af de mistænkte blev anholdt i Berlin den 1. oktober 2025, havde gruppen ifølge anklagemyndigheden allerede skaffet et funktionsdygtigt fuldautomatisk gevær, 13 funktionsdygtige pistoler og mere end 700 patroner.

En del af våbnene skal efterfølgende være blevet bragt til Wien og opbevaret der. En særskilt mistænkt person skal desuden have optaget en video, hvor det planlagte attentat blev annonceret i Hamas’ navn.

De syv tiltalte blev anholdt på forskellige tidspunkter. De befinder sig alle fortsat i varetægtsfængsel.

En yderligere mistænkt blev anholdt i London den 3. november 2025 og er ifølge den tyske forbundsanklagemyndighed endnu ikke blevet udleveret til Tyskland.

Læs også Russisk minister sigtet for bestikkelse