Fiskeri med bundslæbende redskaber kan blive forbudt på og omkring fem revområder i Nordsøen. De berørte lande har godkendt et dansk forslag, som nu er sendt til EU-Kommissionen til endelig godkendelse. Forbuddet er dermed endnu ikke trådt i kraft.
Forslaget omfatter Gule Rev, Store Rev, Thyborøn Stenvolde, Jyske Rev og Lønstrup Rødgrund. Alle fem ligger i Natura 2000-områder, der er udpeget for at beskytte revstrukturerne. Ifølge Miljøministeriet er revene levesteder for blandt andet dødningehåndkoral, søanemoner, torsk og sej, mens marsvin finder føde i områderne.
Danmark har arbejdet på forbuddet i flere år. Den største hindring har været at nå til enighed med Belgien, som har interesser i bomtrawlfiskeri i områderne. Særligt ved Gule Rev har de belgiske landinger fra den type fiskeri ifølge ministeriet haft en gennemsnitlig værdi på omkring 5,8 millioner kroner om året.
Efter et møde mellem den danske miljøminister Maria Reumert Gjerding og den belgiske fiskeriminister i august er landene blevet enige. Den 24. september godkendte de berørte medlemslande forslaget gennem deres regionale samarbejde om fiskeri i Nordsøen.
– Bomtrawlfiskeriet skader vores stenrev alt for meget, og det har taget alt for lang tid at få det stoppet på de fem rev i Nordsøen, siger Maria Reumert Gjerding i en pressemeddelelse.
Hun fremhæver, at tunge metalbomme trækkes hen over den sårbare havbund. Ministeriet henviser desuden til et forskningsprojekt fra 2024 udført af DTU Aqua og Aalborg Universitet, som viste en markant negativ effekt af tunge bomtrawl på havbunden.
EU-Kommissionens behandling ventes at tage seks til ni måneder. Først når den endelige godkendelse og de formelle processer er på plads, kan fiskerireguleringen træde i kraft.
:NB:
