Politiet havde natten til lørdag ekstra fokus på stoffer i det århusianske natteliv.
To 16-årige drenge blev natten til lørdag sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, efter at Østjyllands Politis specialpatrulje standsede dem på Åboulevarden i Aarhus klokken 00.30.
Ved visitationen fandt politiet 10 joints og en fiskekniv med et 16 centimeter langt blad på den ene dreng. Den anden havde én joint. Politiet beslaglagde både stofferne og kniven. Drengen med kniven blev desuden sigtet for overtrædelse af våbenloven under skærpende omstændigheder.
Senere på natten, klokken 01.57, standsede en patrulje en 19-årig mand på Åboulevarden. Betjentene kunne lugte hash og fandt ved en visitation 12,6 gram hash fordelt i flere poser. Hashen blev beslaglagt, og manden kan ifølge politiet forvente en bøde.
Østjyllands Politi beskriver ellers nattelivet i politikredsen som roligt med mange feststemte gæster.
:NB:

