En 33-årig kvinde blev lørdag aften sigtet for spirituskørsel efter at være kørt ind i et elskab, et vejskilt og en støttemur på Hammelvej i Langå.
Østjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 21.40.
En patrulje traf kvinden ved bilen og vurderede, at hun var påvirket af alkohol. En udåndingsprøve viste en promille et godt stykke over 2,0. Hun blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, som skal fastslå den endelige promille.
Politiet beslaglagde bilen med henblik på konfiskation, da forholdet er omfattet af færdselslovens bestemmelser om vanvidskørsel.

