Erhverv og finans 18 timer siden

Nye regler skal forhindre svindel med asbestprøver

Af: Netavisernes Bureau

Fra 1. januar 2027 skal ansatte på byggepladser kunne få adgang til resultater af asbestprøver direkte fra den virksomhed, der har analyseret dem. Formålet er at gøre det sværere at ændre i prøvesvar, inden de når frem til medarbejderne.

Det fremgår af to bekendtgørelsesændringer, som beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har sendt i høring. Efter de foreslåede regler skal arbejdsgiveren sikre, at arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte kan se resultaterne direkte fra analysevirksomheden, eksempelvis via en QR-kode eller et login. Bygherren skal desuden sikre adgang til resultaterne på byggepladsen gennem Plan for Sikkerhed og Sundhed.

Baggrunden er en sag fra Badehusvej i Aalborg, hvor en byggerådgiver er dømt for at ændre et prøvesvar for asbest fra positivt til negativt. Ifølge ministeriet arbejdede op mod 200 ansatte dermed videre på byggepladsen uden at vide, at der var asbeststøv.

»Det er grotesk, at der er folk, der vejer profit over ansattes helbred,« siger Ane Halsboe-Jørgensen. Hun takker samtidig de fagforeningsfolk, der efter Aalborg-sagen gjorde hende opmærksom på problemet og kom med forslag til ændringer.

:NB:

Læs også HK Handel: Unge ansatte i butik føler sig utrygge