Slotsarkaderne i Hillerød er søndag aften åbnet igen efter en brand i Bilka.
Bilka er dog fortsat lukket, oplyser Nordsjællands Politi i en opdatering klokken 19.17.
Politi og Frederiksborg Brand og Redning arbejdede søndag eftermiddag på stedet. Klokken 18.21 meddelte politiet, at branden var slukket. Ingen personer kom til skade.
Butikkens sprinklersystem blev aktiveret og medførte vandskader i en del af Bilka. Politiet oplyste først, at der var omfattende vandskader i hele centret, men rettede senere meldingen efter selv at have besigtiget stedet.
Centerledelsen henviser kunder med spørgsmål eller behov for hjælp i forbindelse med hændelsen til Bilkas kundeservice i almindelig åbningstid.
:NB:
