Indland 12 timer siden

Regeringen vil forlænge ledsageordning for ældre med synshandicap

Af: Rolf Larsen

Ældre med alvorligt synshandicap skal også i 2027 kunne få hjælp til at handle, besøge familie og venner eller deltage i kultur- og fritidsaktiviteter. Regeringen foreslår at afsætte 30 millioner kroner til at videreføre ledsageordningen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet.

Ordningen giver borgere over 67 år mulighed for op til syv timers ledsagelse om måneden til aktiviteter uden for hjemmet. Den er målrettet personer med en synsrest på højst 10 procent af normalsynet, som ikke er omfattet af ledsageordningen efter serviceloven.

Pengene indgår i finanslovsforslaget for 2027. Regeringen vil samtidig finde en varig løsning, så hjælpen også kan fortsætte efter næste år.

– Det skal ikke være ens syn, der afgør, om man kan deltage i sociale arrangementer, gå en tur i parken eller tage på café, siger børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark.

Næsten hele målgruppen bruger ordningen

Dansk Blindesamfund anslår, at omkring 1.000 personer er i målgruppen. I august 2025 benyttede 946 personer ordningen.

Ledsagelsen bruges blandt andet til indkøb, lægebesøg, gåture, fysisk aktivitet og besøg hos familie og venner.

Socialminister Monika Rubin fremhæver, at hjælpen giver ældre med synshandicap mulighed for at klare ærinder og være en del af sociale fællesskaber.

– Alt sammen grundlæggende menneskelige behov, der ikke ophører, den dag man fylder 67 år, siger hun.

Ifølge pressemeddelelsen peger flere undersøgelser på, at ældre med alvorligt synshandicap har større risiko for ensomhed og social isolation og vanskeligere ved at udføre almindelige hverdagsaktiviteter end den øvrige befolkning.

Læs også Søn varetægtsfængslet – sigtet for drab på sin far