Erhverv og finans 6 timer siden

Parken undersøger muligt salg af F.C. København

Af: Netavisernes Bureau

PARKEN Sport & Entertainment vil undersøge de strategiske muligheder for koncernens fodboldaktiviteter, herunder et helt eller delvist salg af F.C. København.

Det fremgår af en selskabsmeddelelse tirsdag.

Undersøgelsen omfatter også F.C. København Kvindefodbold og ejerandelen i svenske FC Rosengård 1917 Elitfotboll. Et muligt salg kan desuden omfatte PARKEN Ejendomme, der ejer fodboldstadionet og de tilhørende kontortårne. Et salg af ejendommene er dog ikke en betingelse for et salg af fodboldklubben.

Ifølge bestyrelsen skal processen afdække muligheder, der kan styrke klubbens fortsatte udvikling gennem investeringer i blandt andet sportslige resultater, fanoplevelser og fodboldinfrastruktur. Selskabet vil i den kommende tid drøfte mulighederne med udvalgte potentielle investorer og har hyret Tifosy Capital & Advisory som finansiel rådgiver.

F.C. Københavns aktiviteter fortsætter som normalt, mens mulighederne undersøges. PARKEN understreger, at der ikke er sikkerhed for, at et salg bliver gennemført.

:NB:

Læs også Sænker renten