IT & Videnskab 2 dage siden

DMI-studie: Atlanterhavets havstrømme kan genvinde styrke

Af: Rolf Larsen
AMOC er et stort system af havstrømme i Atlanterhavet, som bidrager til det milde klima i Vesteuropa og Norden. Strømmene følges tæt af forskere verden over med både observationer og modeller for at undersøge, hvordan global opvarmning påvirker deres styrke. DMI

AMOC, det store system af havstrømme i Atlanterhavet, bliver gradvist svækket, når kloden bliver varmere. Men nye modelberegninger fra forskere ved DMI viser, at havcirkulationen kan genvinde styrke, hvis opvarmningen vendes.

Studiet, Reversible Atlantic overturning despite continued Greenland Ice Sheet melt, er offentliggjort i tidsskriftet Science Advances. Det er skrevet af klimaforskeren Chuncheng Guo og kolleger.

AMOC transporterer varme gennem Atlanterhavet. En svækkelse kan påvirke klima, nedbør og havniveau omkring Nordatlanten og Europa, men også andre dele af verden. Studiet skelner mellem en meget svag havcirkulation, der kan genoprettes, og et såkaldt tipping point: et selvforstærkende kollaps, som ikke kan vendes, selv hvis CO₂-niveauet falder igen.

– AMOC bliver ofte i medierne omtalt i sort-hvidt: Enten kollapser systemet af havstrømme, eller også fortsætter det næsten uberørt af global opvarmning. Men billedet er mere nuanceret. I vores model ser vi ikke et tipping point med et kollaps. AMOC bliver gradvist mere svag, men vi finder, at den også straks genvinder styrken, hvis opvarmningen vendes, siger Chuncheng Guo, klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning på DMI og førsteforfatter til studiet.

Hvor hurtigt havstrømmene kan komme sig, afhænger ifølge forskerne af, hvor meget og hvor hurtigt klimaet afkøles. I modellen sker afkølingen hurtigere, end det med den nuværende teknologi anses for realistisk.

– I vores model, fortsætter Chuncheng Guo, foregår afkølingen med en hastighed, der er ud over, hvad der med den nuværende teknologi anses for realistisk. Så selvom fysikken og potentialet for genopretning er klare, forbliver det et åbent spørgsmål, hvor hurtigt det vil ske i praksis.

Indlandsisen mister masse, selv når opvarmningen vendes

I modellen falder AMOC’s vandtransport fra omkring 17 millioner kubikmeter i sekundet til cirka seks millioner kubikmeter i sekundet ved syv graders global opvarmning. Ved meget høje temperaturer bliver havcirkulationen så svag, at den efter nogle faglige definitioner kan betegnes som kollapset. Modellen viser dog ikke, at svækkelsen bliver selvforstærkende og umulig at vende.

Grønlands indlandsis reagerer langsommere på temperaturændringer end AMOC. I modellen fortsætter isen med at smelte, også når temperaturen holdes stabil. Hvis opvarmningen vendes, går istabet langsommere, men den tabte is kommer ikke tilbage.

– Hvis temperaturen først stiger og senere falder igen, reagerer AMOC på temperaturen her og nu. Indlandsisen husker derimod på, hvor højt temperaturen har været, siger Chuncheng Guo.

Forskerne beregner, at afsmeltningen fra Grønlands indlandsis på lang sigt vil bidrage med omkring 20 centimeter til havniveauet, selv hvis temperaturen igen falder til det førindustrielle niveau efter at have nået 1,5 graders opvarmning. Hvis temperaturen først når seks grader, inden opvarmningen vendes, bliver bidraget i modellen omkring 3,5 meter. Ved syv graders opvarmning er det omkring fem meter.

Studiet bygger på én model. Flere modeller skal derfor bruges til at undersøge, hvor robust konklusionerne er. Forskerne understreger samtidig, at hurtige reduktioner i udledningerne fortsat er vigtige: Jo mindre opvarmning, desto mindre svækkes AMOC.

– En svækket AMOC har betydning, uanset at vi her viser, at havstrømmenes styrke kan genoprettes – ikke fordi Nordvesteuropa vil fryse til, men fordi det kan ændre og forstyrre nedbørsmønstre og fremskynde havstigningen langs kysterne og påvirke andre dele af klimasystemet, konkluderer Chuncheng Guo.

Læs også EU giver Google bøder for næsten 900 millioner euro