112 10 timer siden

Selskab bag partybus sigtet for ulovlig rutekørsel

Af: Netavisernes Bureau
Arkivfoto: Rolf Larsen.
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi stoppede fredag aften en partybus på Kongens Nytorv i København. Selskabet bag bussen blev sigtet for ulovlig rutekørsel.

Bussen samlede passagerer op ved faste stoppesteder og kørte rundt i København. Politiet vurderer, at kørslen kræver en tilladelse efter busloven.

”Der er tale om en ny form for forretningsmodel, men det er vores vurdering, at den strider mod reglerne om rutekørsel i busloven,” siger Nicolaj Stentved, der ledede politiets kontrolaktion.

Passagererne blev bedt om at stige af, og selskabet fik besked på, at kørslen ikke må fortsætte, før det har fået en tilladelse fra Færdselsstyrelsen.

Politiet kontrollerede også bussens tekniske stand og fandt flere fejl og mangler, blandt andet manglende nødudgangsvinduer og et havariblink, der ikke virkede. Bussen bliver derfor indkaldt til kontrolsyn. Chaufførens køre- og hviletid skal også undersøges nærmere.

:NB:

Læs også Brødre dømt for overfald på nordmand på Nørreport Station