112 12 timer siden

Brand i frisørsalon efterforskes som påsat

Af: Mette Sørensen

En brand i en frisørsalon på Grønnegade i det centrale Aarhus efterforskes som påsat.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen natten til onsdag klokken 04.26. Da politi og brandvæsen ankom, var der synlige flammer. Beboerne i opgangen blev kortvarigt evakueret, mens brandvæsenet slukkede branden.

Ingen personer kom umiddelbart til skade, men der er sket en del materielle skader.

Af hensyn til efterforskningen kan politiet endnu ikke oplyse nærmere om motiv eller brandårsag. Stedet er fortsat afspærret, og politiet vil i løbet af onsdagen foretage yderligere undersøgelser.

Flere vidner er blevet afhørt i løbet af natten og onsdag morgen. Politiet vil gerne høre fra andre, som har set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring tidspunktet for branden.

Oplysninger og relevant videoovervågning kan gives til politiet på telefon 114.

Politiblink
Læs også Mand stukket med flere knivstik