Indland 1 dag siden

To mænd løsladt i spionagesag

Af: Netavisernes Bureau

Nordjyllands Politi har fredag løsladt to udenlandske mænd, der er sigtet for spionage. De er fortsat sigtet, mens efterforskningen fortsætter i samarbejde med PET.

Mændene blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Her blev deres anholdelse opretholdt i 3 x 24 timer.

De er sigtet efter straffelovens § 108, stk. 1, for at have hjulpet russiske efterretningstjenester med at virke i Danmark. Ifølge sigtelsen tog de billeder af forsvarsvirksomheden MyDefence og sendte dem til en bruger på Telegram.

»Vi har brugt de 3×24 timer til en lang række yderligere efterforskningsskridt i sagen. Med baggrund heri fastholder vi sigtelsen, men det er samtidig vores vurdering, at der ikke er det fornødne grundlag for, at de anholdte skal genfremstilles med krav om fængsling,« siger politiinspektør Sune Myrup fra Nordjyllands Politi.

:NB:

Læs også Efter røveri mod apotek: Politiet efterlyser mand