Grove overtrædelser af dyrevelfærdsloven skal kunne straffes med op til seks års fængsel. Det er et af forslagene i en strafpakke, som Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd har sendt i høring.
Lovforslaget lægger op til at fordoble det nuværende strafniveau og tredoble strafferammen i de groveste sager fra to til seks års fængsel. Der foreslås også højere bøder og større mulighed for at frakende personer retten til at holde dyr.
En ny klippekortsordning skal betyde, at tre overtrædelser af dyrevelfærdsloven inden for fem år udløser frakendelse af retten til at holde dyr. Samtidig skal tilsynsførende kunne udstede administrative bødeforelæg direkte efter et kontrolbesøg.
»Vi foreslår nu at skærpe straffene markant, hæve bøderne og gøre det lettere at frakende retten til at holde dyr,« siger minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen.
Forslaget skal også gøre det muligt at fastsætte regler for avl af landbrugsdyr, herunder forbud mod bestemte avlsformer. Det skal blandt andet give mulighed for at sætte en stopper for ekstremavl af grise.
Lovforslaget bygger blandt andet på anbefalinger fra en arbejdsgruppe under dyrevelfærdsaftalen Sammen om dyrene. Regeringen forventer at fremsætte det for Folketinget i februar 2027.
:NB:
