Australsk politi har muligvis forhindret et terrorangreb i det centrale Melbourne 1. juledag.
Ifølge den australske tv-station ABC har poltiet anholdt syv personer, som menes at have del i en plan om, at bringe hjemmelavede bomber til sprængning i det centrale Melbourne.
Tre af de anholdte er blevet sigtet for at planlægge et terrorangreb. De er alle tre blevet varetægtsfængslet. Der er tale om mænd på henholdsvis 21, 24 og 26 år. To andre mænd på 21 og 22 år er tilbageholdt af politiet og vil blive fremstillet i retten i løbet af lørdag lokal tid.
En 20-årig kvinde og en 26-årig mand er blevet løsladt, uden sigtelse.
