Indland 10 år siden

Lillesøster kørte sin storebror over

Af: Rolf Larsen

En 19-årig mand måtte en tur på skadestuen med brækket ben, efter han forgæves forsøgte at stoppe sin lillesøster i at køre bil.

Episoden fandt sted torsdag eftermiddag kort før klokken 15 på Bronzealdervej i Aarhus Vest.

Den 17-årige lillesøster bakkede med høj hastighed en bil på tværs af en p-plads, mens hendes 19-årige bror sad fast i førerdøren i forsøget på at få fat i nøglerne.

Bilen ramte en kantsten, hvorved den 19-årige faldt ned på jorden, hvorefter han fik kørt benene over. Bilen fortsatte ud over kantstenen og ned i en have, hvor kvinden røg ud af bilen, der fortsatte ind i en busk.

Kvinden slap uskadt, men hendes 19-årige bror blev sendt på skadestuen med et brækket ben.

Østjyllands Politi oplyser, at man har sigtet den 17-årige kvinde for kørsel uden førerret.

Læs også Enhedslisten har fået ny politisk ordfører