
Foto: FreeImages.com/Travis Grawey
Den svenske legetøjsbranche opfordres nu til at fjerne legetøjsvåben fra butikkerne. Det skriver flere svenske medier, herunder Expressen.se.
Opfordringen kommer fra branchen selv efter svensk politi forleden skød og dræbte en 20-årig mand med downsyndrom, som havde en legetøjspistol.
– Vi opfordrer branchen til at man fjerner alle legetøjsvåben som er lette at forveksle med rigtige våben, siger Alexandra Synnemark fra brancheorganisationen Lek- og babybranschen til nyhedsbureauet TT ifølge Expressen.se.
Der er dog kun tale om en opfordring og det er således op til hver enkelt legetøjsforhandler om de vil efterkomme den.
I Sverige er der regler for, at legetøjsvåben skal være mærkede og have et orange plastikstykke i løbets udmunding.
