Indland 6 år siden

4. klasse sendt hjem på grund af COVID-19

Af: Mette Sørensen

En elev i 4. klasse på Løjt Skole i Aabenraa Kommune er konstateret smittet med COVID-19, hvorfor skolen efter dialog med sundhedsmyndighederne har hjemsendt alle eleverne i den smittede elevs klasse. De hjemsendte er defineret som nære kontakter.

– Vi har orienteret forældre og lærere på Løjt Skole om hjemsendelse af en 4. klasse. Hjemsendelsen er sket efter dialog med sundhedsmyndighederne. Jeg opfordrer fortsat til, at alle fortsat vil følge de gældende retningslinjer på området, da det er den eneste måde, vi kan inddæmme og forsinke smitten, siger skolechef i Aabenraa Kommune, Rasmus Andreassen og fortsætter:

– Set i lyset af at vi har haft flere tilfælde med hjemsendte klasser på Løjt Skole i den seneste tid, har jeg bedt sundhedsplejersken om at undersøge, om der kan laves yderligere tiltag i arbejdet med at stoppe udbredelsen af smitten og stoppe smittekæderne.

Ved positive tilfælde af COVID-19 i Aabenraa Kommunes skoler og dagtilbud gælder, at barnet igen må komme i skole eller institution efter en negativ test foretaget tidligst fire dage efter smittetilfældet. Herefter gentages testen, efter barnet er tilbage i skolen eller institutionen. Ønskes der ikke test, skal barnet være isoleret i hjemmet i syv sammenhængende dage uden symptomer, før barnet igen kan komme i skole eller institution.

Læs også Dødfunden mand fra Tisvildeleje identificeret