Indland 5 år siden

14 års fængsel for indsmugling af kokain og heroin

Af: Mette Sørensen
Arkivfoto: WilliamCho / Pixabay

En 34-årig nigeriansk mand er blevet idømt 14 års fængsel og udvist for bestandigt for at have været med til at indsmugle over 30 kg kokain og heroin sammen med to andre personer, der allerede er dømt i sagen.

Dommen faldt fredag i i sidste uge i Retten på Frederiksberg.

Dommen og sagen mod den 34-årige nigerianske mand udspringer af en sag mod en kroatisk kvinde og en anden nigeriansk mand, der sidste år blev idømt hver 14 års fængsel samt udvisning for bestandigt for deres roller i indsmuglingen. De mere end 30 kg narkotika blev på 10 forskellige dage i 2019 smuglet ind i Danmark gemt i trolleykufferter.

Den videre efterforskning, der blev foretaget af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi, afdækkede, at den 34-årige nigerianske mand, der opholdt sig i Tyskland, også spillede en rolle i indsmuglingen. Fra Tyskland gav han via en app instruktioner til de to andre og deltog dermed aktivt i koordineringen og planlægningen af indsmuglingen.

Den kroatiske kvinde og den anden nigerianske mand blev anholdt i Valby ved en koordineret aktion den 10. november 2019. Inden de blev anholdt, havde de medbragt hver sin trolleykuffert, som de byttede med hinanden. Der viste sig at være næsten fire kilo kokain og heroin i den kuffert, som kvinden overdrog til manden, mens der var 5.000 euro i den kuffert, som manden overdrog til kvinden.

Efter de havde modtaget deres dom, lykkedes det tysk politi at finde den 34-årige, som derefter blev anholdt.

Den 34-årige nigerianske mand ankede dommen.

Læs også Sygeplejerske idømt livstid for drab på patienter