En 37-årig mand er blevet dømt for et voldsomt overfald på sin 75-årige underbo.
Overfaldet fandt sted i Randers sent om aftenen den 28. januar, da den 37-årige bankede på døren til lejligheden neden under, hvor en 75-årig mand boede med sin hustru.
Da den 75-årige åbnede døren, blev han overfaldet af sin 37-årige overbo, og han faldt ned på gulvet. Herefter satte overboen sig oven på ham og forsøgte gentagne gange at stikke ham med en urtekniv, mens han råbte af ham.
Det lykkedes den 75-årige at afværge stikkene, og han blev kun ramt i hånden. Nogle naboer hørte tumulten og fik stoppet den 37-årige og kontaktet politiet, der hurtigt kom frem.
Den 37-årige blev anholdt, og dagen efter blev han varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.
Sindssyg i gerningsøjeblikket
Onsdag i denne uge blev den 37-årige dømt for overfaldet. Da den retspsykiatriske vurdering var, at den 37-årige var sindssyg i gerningsøjeblikket, blev han idømt en foranstaltningsdom. Det vil sige, at han blev dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling uden længstetid.
-“Det var et fuldstændigt umotiveret overfald, som kun gav mening inde i den 37-åriges hoved. Den forurettede havde intet gjort, og det var selvfølgelig en meget voldsom oplevelse. Når man ser på den 37-åriges mentale tilstand, så er det for mig at se det rigtige, at han fik en foranstaltningsdom uden længstetid,” siger specialanklager Jakob Beyer fra anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Den 37-årige modtog dommen.

