112 10 måneder siden

Bandemedlem dømt for skyderi mod rockerklubhus

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: WilliamCho / Pixabay

En 23-årig mand blev torsdag idømt seks et halvt års fængsel for et skyderi mod Hells Angels’ klubhus i Randers.

Skyderiet fandt sted natten til den 23. januar i år. Hells Angel’s klubhus blev ramt af mindst tre skud, som blev affyret med en AK47 automatriffel.

Ingen personer kom noget til ved skyderiet.

Østjyllands Politi efterforskede sagen intensivt, og det førte til flere anholdelser. Den 23-årige har siddet varetægtsfængslet i sagen siden marts, og tre andre mænd sidder fortsat varetægtsfængslet i sagen.

Den 23-årige, der er medlem af den forbudte bande Loyal To Familia,LTF, valgte torsdag at erkende forholdene, og efterfølgende modtog han dommen, som udover fængselsstraf også lød på et opholdsforbud og et kontaktforbud, der betyder, at han i fem år efter afsoning ikke må opholde sig i Randers Kommune og i nogle bestemte områder i København, hvor LTF ofte holder til. Han må i samme periode heller ikke kontakte LTF-medlemmer på nogen måde.

Læs også Da daten var gået – var bankkontoen tømt