Tirsdag aften kort før klokken 22 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at flere maskerede personer skabte uro omkring Jettesvej i Brabrand.
Kort efter var flere patruljer fremme, hvor de blev mødt af en gruppe unge mænd, der råbte efter betjentene. Ifølge politiet blev der kastet med sten og affyret fyrværkeri mod patruljerne.
En hundepatrulje observerede en mindre gruppe, der råbte til hinanden, at de ville hente flere sten. Gruppen løb om bag en bygning og hen til en bunke sten, hvorefter politiet satte efter dem. Politihundene fik fat i to personer – to 29-årige mænd – som blev anholdt og sigtet for forsøg på vold mod polititjenestemænd. Den ene blev desuden sigtet for fornærmelig tiltale, da han råbte ukvemsord mod betjentene.
Inden midnat var situationen igen rolig, og politiet vurderede, at der ikke længere var behov for yderligere tilstedeværelse i området.
-“Det er en fuldstændig uacceptabel adfærd, som vi på ingen måde vil tolerere. Vi gør, hvad vi kan for at finde frem til så mange af gerningsmændene som muligt, og så vil vi de kommende dage have ekstra patruljering i området. Derudover har vi jo allerede vores gode lokalbetjente, der færdes dagligt i Brabrand, og de vil have en øget opmærksomhed på nogle af de personer, som vi mistænker for at stå bag,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
-“Det tyder på, at vreden var rettet mod politiet, og det var vores betjente, de var konfrontatoriske overfor, men det er jo klart, at den slags episoder skaber utryghed i området. Derfor kommer vi til at være meget synligt til stede både eftermiddags-, aften- og nattetimer,” tilføjer han.
Politiet efterforsker nu hændelsen og vil blandt andet gennemgå videoovervågning for at identificere flere af de involverede. Ingen betjente kom til skade under indsatsen.

