Indland 9 måneder siden

FOA klar med krav til forhandlinger om ny overenskomst

Af: Rolf Larsen
FOAs forbundsformand Mona Striib. Foto:FOA.

Forud for overenskomstforhandlingerne i 2026 har fagforbundet FOA offentliggjort sine krav, der dækker over 260.000 kommunalt og regionalt ansatte på tværs af en række velfærdsområder. Det sker efter en landsdækkende indsamling af forslag fra medlemmerne.

FOAs hovedbestyrelse har nu fastlagt, hvilke krav organisationen vil rejse over for arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening (KL) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. Derudover har FOA også bidraget til den kravliste, som Forhandlingsfællesskabet – en sammenslutning af 31 fagforeninger – skal anvende i forhandlingerne.

Et gennemgående tema blandt FOAs medlemmer er ønsket om højere løn, især blandt de lavest lønnede.

-”Når vi indsamler medlemmernes krav, er det demokratiet, der taler, og her lyder medlemmernes stemme højt og tydeligt, at vi skal kæmpe for et lønløft. Det gælder bredt for velfærdens mange ansatte, men det gælder i særlig grad de lavest lønnede. Prisernes himmelflugt de seneste år har gjort det virkelig svært for dem at have råd til bare det basale. Det sker paradoksalt nok samtidig med, at Danmark har en bomstærk økonomi. Der må fællesskabet altså løfte bunden,” siger FOAs forbundsformand Mona Striib.

Et andet centralt krav fra FOA er indførelsen af en såkaldt fritvalgsordning, som skal give de ansatte større frihed til at vælge mellem f.eks. løn, pension eller frihed.

-”Mange medlemmer har et ønske om at få mere fleksibilitet og mulighed for selv at vælge det, der passer til, hvor de står i tilværelsen. En vil måske prioritere færre arbejdsdage i seniorårene, en anden vil have mere løn udbetalt for at spare op til gode oplevelser med familien eller en bolig. De efterspørger en fritvalgsmodel, der ligner den, vi kender fra det private arbejdsmarked. I FOA er vi klar til at lægge grundstenene til sådan en ordning nu, så vi får en kollektiv ordning, der giver individet frihed til selv at bestemme,” siger Mona Striib.

Medlemmerne har også udtrykt behov for øget fleksibilitet, bedre trivsel og arbejdsmiljø.

-”Trivsel, arbejdsmiljø og fleksibilitet er vigtige emner, som vi kommer til at kæmpe for. Så der er balance i arbejdslivet. Det gælder for eksempel bedre muligheder for seniorer. At barns sygedage bliver en sikret rettighed, ligesom man bør have en tredje dag. Eller, hvis man er et sted i livet, hvor man har brug for særlige hensyn – at man får ret til en livsfasesamtale med sin leder,” siger Mona Striib.

Desuden vil FOA stille krav om forbedringer i løn, pension og vilkår for elever.

-”Det er helt nødvendigt, hvis vi vil have flere til at gå ind i fag, hvor vi allerede nu mangler arbejdskraft,” siger Mona Striib, som også lægger vægt på at videreudvikle den danske model gennem forhandlingerne.

Næste skridt er, at fagforeningerne i Forhandlingsfællesskabet skal blive enige om en samlet kravliste. Udveksling af krav med arbejdsgiverne forventes at finde sted i midten af december. FOAs tre sektorer – Social og Sundhed, Pædagogisk Sektor samt Kost, Service, Teknik og Beredskab – vil præsentere deres særskilte krav på et senere tidspunkt.

Læs også Små forsikrings- og pensionsselskaber slipper for tunge indberetninger