112 7 måneder siden

Indbrudstyv dømt dagen efter anholdelse

Af: Rolf Larsen
Illustration: NBPix/AI

En 30-årig mand blev torsdag idømt seks måneders ubetinget fængsel ved Retten i Aarhus, blot ét døgn efter, at han blev anholdt og sigtet for et indbrud på Hans Egedes Vej i Aarhus N.

Onsdag klokken 16.06 anmeldte en boligejer, at han via overvågning havde set en ukendt person forlade hans bolig. Ejeren skyndte sig hjem og mødte gerningsmanden i nærheden, hvor han blev ramt i ansigtet med peberspray. Gerningsmanden flygtede derefter med bus ad Grenaavej.

Boligejeren og en nabo fulgte efter bussen i bil og kontaktede politiet, som traf den mistænkte ved en tankstation, hvor han havde forsøgt at gemme sig. Den 30-årige blev anholdt og sigtet for indbrud, grov vold og overtrædelse af våbenloven, da han var i besiddelse af peberspray.

Han er desuden sigtet for flere lignende forhold i det nordlige Aarhus. I retten erkendte han sig skyldig og modtog straksdommen på seks måneders fængsel. Han accepterede dommen, men kærede kendelsen om varetægtsfængsling frem til afsoning.

Læs også Dom: Kriminalforsorgen ikke ansvarlig for strafafsoners død