Erhverv og finans 7 måneder siden

Lukkeloven moderniseres: Mere fleksibilitet for butikker i mindre byer

Af: Netavisernes Bureau
family doing shopping in the grocery store
Arkivfoto: Gustavo Fring / Pexels.com

Folketinget har vedtaget en modernisering af lukkeloven, som giver butikker i mindre byer mulighed for at holde åbent på lukkedage, herunder helligdage. Formålet er at styrke lokalt handelsliv og fremme vækst og arbejdspladser i landets mindre byer.

Erhvervsminister Morten Bødskov kalder ændringerne et vigtigt skridt:

– Liv, vækst og arbejdspladser er helt afgørende for udviklingen af vores lokalsamfund. Men lukkelovens regler er ikke fulgt med tiden. De er i stedet blevet en sten i skoen for det lokale erhvervsliv. Det går ikke, siger han.

Den nye lov giver blandt andet butikker i byer med under 16.850 indbyggere mulighed for at holde åbent på lukkedage, og kommuner får lettere adgang til at dispensere i forbindelse med lokale arrangementer. Derudover udvides puljen til borgerdrevne dagligvarebutikker med yderligere 10 millioner kroner.

– I de mindre byer har det stor betydning, at købmanden og tøjbutikken er åben. Med moderniseringen fjerner vi mange af de benspænd, som har stået i vejen for åbne butikker og lokal opblomstring, udtaler Morten Bødskov.

Aftalen blev indgået i maj mellem Regeringen, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Parterne har samtidig opsagt det nuværende forlig og planlægger at gennemføre ændringerne efter næste folketingsvalg.

:NB:

Læs også Rejsegigant konkurs: danske rejsende rammes også