Kong Frederik holdt nytårsaften sin nytårstale fra Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg.
Talen tegnede et bredt og eftertænksomt billede af livet og den tid, vi levede i, med livets uundgåelige vekslen som gennemgående tema. Allerede indledningsvis blev grundtonen slået an med konstateringen: “Sorger og glæder følges ad.” Livet blev beskrevet som skiftende i både tempo og stemning, hvor “tilværelsens toneart og tempo bølger op og ned”, og hvor netop denne omskiftelighed blev betegnet som et fælles vilkår: “Livets vekslen er livets lod.”
Med udgangspunkt i det nære familieliv blev forældreskabet brugt som et billede på tidens gang. Glæden ved at se børn vokse op blev sat side om side med vemodet ved at give slip. Det kom til udtryk i refleksionen over, at “dagene med små børn kan af og til virke lange. Men pludselig er de ovre, og børnene er store, før vi ved det.” Prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag blev nævnt som et konkret eksempel på denne overgang, hvor børnene er “på vej ud i verden”.
Herfra bevægede talen sig ud i den større verden, hvor mulighederne blev ledsaget af alvorlige udfordringer. Krigen i Ukraine indtog en central plads og blev beskrevet som både nærliggende og skelsættende: “Bare et par tusinde kilometer fra Danmark kæmper ukrainerne for deres frihed.” Krigen blev ikke kun fremstillet som en regional konflikt, men som et spørgsmål om grundlæggende værdier, idet “noget fundamentalt er på spil.” Samtidig blev det slået fast, at ukrainerne ikke selv havde valgt krigen: “Ukrainerne har aldrig ønsket krig, derfor fortjener de fred.”
Kontrasten til Danmark blev tydelig, da talen mindede om, at freden herhjemme havde været en selvfølge i årtier. Netop derfor blev der advaret mod at glemme historiens erfaringer: “Vi har følt os trygge så længe, at vi nær har glemt, at det kan være anderledes.” Med henvisninger til Finland og Letland blev det illustreret, hvordan fortidens skygger fortsat prægede nogle lande, og hvordan frihed ikke overalt blev taget for givet. I Letland havde mødet givet en forståelse af, “hvad det vil sige, når frihed ikke er en selvfølge.”
Talen pegede samtidig på, at også Danmark mærkede nye former for utryghed. I gråzonen mellem fred og ufred blev der gjort opmærksom på “anonyme angreb”, som kunne tage form af nedbrudte hjemmesider, vildledende videoer eller droner på himlen. Reaktionen måtte dog ikke være frygt, men besindighed, for “kunsten er at følge med uden at lade frygten løbe af med os.”
Fællesskabet blev fremhævet som Danmarks største styrke. Det blev understreget, at “vi stoler på hinanden og giver velvilligt en hånd med,” og at sammenholdet rakte ud over landets grænser: “Vores største styrke er at stå sammen – i Kongeriget Danmark, i Europa og i NATO.” I den forbindelse blev der rettet en klar tak til de udsendte og til dem, der passede på landet, herunder politi, beredskab og forsvar.
Værnepligten og de unge fik også en fremtrædende plads. Som far blev der sendt en særlig hilsen til de værnepligtige med tak for, “at I stempler ind og tager en tørn for fællesskabet.” Samtidig blev det slået fast, at ansvaret rakte længere end den formelle tjeneste, for “pligten til at værne” havde hverken alder eller udløb, og “den pligt trækker ingen frinummer fra.”
Også rigsfællesskabet blev beskrevet med varme. Grønland blev fremhævet som et samfund, der i en turbulent tid “står imod med styrke og stolthed,” mens Færøerne blev skildret gennem oplevelser af natur, gæstfrihed og fællesskab. Billedet af kædedansen, hvor “der altid er plads til en mere,” blev brugt som en metafor for fællesskaber, der vokser ved at åbne sig.
Talen rundede af med en hyldest til håndværk og faglighed. De unge lærlinge og faglærte blev fremhævet som eksempler på, at “unge lærlinge og faglærte kan udrette underværker med deres hænder,” og at samfundet havde brug for flere, “der kan bruge både hovedet og hænderne.” I en tid præget af hurtige løsninger blev det understreget, at færdigheder stadig krævede “tid og flid.”
Afslutningsvis blev livets omskiftelighed samlet i en refleksion over taknemmelighed. Når man indimellem måtte undvære noget, trådte værdien tydeligere frem: “Det, vi sætter pris på, træder tydeligere frem, når vi sommetider må undvære det.” Talen sluttede, som den begyndte, med erkendelsen af, at “sorger og glæder” og “solskin og skyer” følges ad, og med et håbefuldt ønske om et godt nytår.
