Indland 6 måneder siden

Vejdirektoratet advarer: Sne, blæst og kulde skaber udfordringer på vejene i weekenden

Af: Rolf Larsen
Stockfoto: Pixabay.com

Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at køre efter forholdene og holde sig opdateret på vejrsituationen, da vintervejret ser ud til at skabe problemer på vejene i weekenden.

Allerede fredag var der meldinger om snefygning flere steder i landet, og i løbet af weekenden ventes både blæst og faldende temperaturer at forværre forholdene yderligere.

Ifølge Vejdirektoratet kommer der ikke meget ny sne fra oven i weekenden, men vinden kan til gengæld få sneen til at fyge ind over vejene, hvilket kan danne driver og give farlige køreforhold – især på åbne strækninger. Snefygning kan opstå pludseligt og uden varsel og føre til, at biler kører fast eller bliver trukket ud af kurs.

Samtidig varsler DMI om meget lave temperaturer. Søndag forventes at blive en særligt kold vinterdag, hvor nattemperaturen flere steder kan nå ned omkring -18 grader. Ved så lave temperaturer mister vejsalt sin effektivitet, og der er derfor øget risiko for glatte veje – også selvom der er blevet saltet.

Vejdirektoratet fortsætter med at rydde og salte statsvejene, men advarer om, at forholdene hurtigt kan ændre sig. Et vejstykke, der umiddelbart virker farbart, kan blot få hundrede meter længere fremme være dækket af sne i en grad, der gør det vanskeligt eller umuligt at passere.

Alle trafikanter opfordres derfor til at være ekstra opmærksomme, planlægge deres kørsel og følge med i vejrudsigten og meldinger om vejforhold.

Læs også 25-årig varetægtsfængslet: Sigtes for at oprette lån i andres navn