Indland 6 måneder siden

Forsvaret øger tilstedeværelsen i Grønland

Af: Rolf Larsen

De sikkerhedspolitiske spændinger i Arktis får nu Forsvaret til at fortsætte og udvide sin øvelsesaktivitet i og omkring Grønland. Det sker i tæt samarbejde med NATO-allierede og med opbakning fra både Naalakkersuisut og Forsvarsministeriet. Fra i dag vil der være øget militær tilstedeværelse i regionen.

Formålet er at styrke alliancens tilstedeværelse i Arktis og forbedre evnen til at operere under de særlige arktiske forhold. Øvelserne skal bidrage til både europæisk og transatlantisk sikkerhed.

– Sikkerheden i Arktis er af afgørende betydning for Kongeriget og vores arktiske allierede, og det er derfor vigtigt, at vi i tæt samarbejde med allierede yderligere styrker vores evne til at operere i regionen. Det har vi gjort i 2025, og i naturlig forlængelse af indsatsen fortsætter og udvider vi samarbejdet i 2026, udtaler forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Den øgede militære tilstedeværelse vil blandt andet omfatte fly, skibe og soldater – herunder bidrag fra NATO-partnere som Tyskland, Frankrig, Sverige og Norge. Øvelsesaktiviteterne vil i løbet af 2026 kunne inkludere bevogtning af samfundskritisk infrastruktur, støtte til grønlandske myndigheder, modtagelse af allierede styrker, indsættelse af kampfly samt sømilitære opgaver.

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning, Vivian Motzfeldt, understreger samarbejdets betydning:

– Som del af NATO-alliancen er det en kerneprioritet for Naalakkersuisut, at forsvaret og sikkerheden i og omkring Grønland styrkes, og at det sker i tæt samarbejde med vores NATO-allierede. Forsvarsministeriet og Naalakkersuisut arbejder tæt sammen om at iværksætte initiativer og samarbejde blandt både vores arktiske og europæiske allierede. Når øvelserne først går i gang, vil den grønlandske befolkning løbende blive informeret om aktiviteterne via Arktisk Kommandos platforme.

Forsvaret oplyser, at Arktisk Kommando løbende vil holde borgere og lokale myndigheder informeret om aktiviteterne og være i tæt dialog med relevante aktører.

Læs også To unge stoppet af politiet: Narkokørsel, kniv og stoffer