Udland 4 måneder siden

UNICEF: Krigshandlinger i Iran har kostet mindst 180 børn livet

Af: Rolf Larsen
Shajareh Tayyebeh-skolen i Minab. Foto: Mehr News Agency (CC BY 4.0)

UNICEF udtrykker stor bekymring over de dødelige konsekvenser, som den igangværende militære eskalation i Iran har for børn.

Ifølge rapporter er omkring 180 børn blevet dræbt, og mange flere er såret. Blandt de dræbte er 168 piger, som mistede livet, da et angreb den 28. februar ramte en pigeskole i Minab i det sydlige Iran, mens undervisningen var i gang. Oplysninger tyder på, at størstedelen af de dræbte var skolebørn mellem 7 og 12 år.

Derudover er 12 børn blevet dræbt på andre skoler i fem forskellige områder i Iran.

”Det er dybt rystende og forfærdende, at børn igen betaler den højeste pris i en krig, de ikke har nogen del i. Børn og skoler er beskyttet under international humanitær ret og skal være steder, hvor børn er i sikkerhed. At så mange piger mister livet i et klasseværelse, hvor de skulle være i sikkerhed, er ubærligt,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Ifølge UNICEF er børn i stigende grad i risiko, mens de militære angreb fortsætter i regionen. Samtidig udgør skader på civil infrastruktur en direkte trussel mod børns sundhed og trivsel.

Rapporter viser, at mindst 20 skoler og 10 hospitaler i Iran er blevet beskadiget, hvilket påvirker børns adgang til undervisning og sundhedsydelser.

UNICEF opfordrer alle parter til at overholde deres forpligtelser i henhold til international lov og sikre beskyttelsen af civile. Organisationen understreger, at børns liv og trivsel altid skal beskyttes i henhold til international humanitær ret.

UNICEF oplyser samtidig, at organisationen følger situationen nøje og står klar til at støtte den humanitære indsats for at hjælpe de børn og familier, der er ramt af den eskalerende vold i området.

Læs også Læger Uden Grænser: Gaza er en ‘massegrav’ for palæstinenserne