112 4 måneder siden

17-årig sigtet: Hoppede over på passagersædet under kørslen

Af: Rolf Larsen
Foto: Rigspolitiet.

En 17-årig dreng blev tirsdag eftermiddag sigtet for både narkokørsel og kørsel uden førerret efter en hændelse i Aarhus N.

Klokken 17.17 bemærkede en politipatrulje en bil på Hasle Ringvej, hvor føreren så meget ung ud. I politiets systemer kunne betjentene se, at bilen var registreret til en kvinde, som ikke var føreren, og de besluttede derfor at tage kontakt til bilen.

Ved næste sidevej svingede bilen væk, og patruljen fulgte efter. Føreren standsede dog ikke, men accelererede i stedet og drejede ned ad endnu en gade.

På Frederikshaldsgade standsede bilen til sidst. Da betjentene tog kontakt til køretøjet, sad den 17-årige nu på bilens forreste passagersæde. Han forklarede, at det ikke var ham, der havde kørt bilen, og at føreren var løbet fra stedet.

En betjent havde dog kort forinden set gennem bilens bagrude, at den 17-årige hoppede over på passagersædet, mens bilen trillede fremad. Samtidig var førerdøren defekt, så den ikke kunne åbnes indefra.

Den 17-årige blev herefter sigtet for narkokørsel og for at køre bil uden førerret. Hans forældre og myndighederne blev underrettet.

Bilens ejer er desuden blevet sigtet for at have overladt bilen til en person uden kørekort og er blevet vejledt om, at bilen kan blive konfiskeret ved gentagelse.

Læs også Tre unge varetægtsfængslet: Sigtes for drab på 53-årig