Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion gennemførte mandag kontrol på flere adresser i Aarhus og Randers, hvor kvinder arbejdede som prostituerede.
I Randers C blev en 39-årig kvinde fra Thailand sigtet for ulovligt ophold og ulovligt arbejde, da hun hverken havde opholdstilladelse eller arbejdstilladelse i Danmark.
På en adresse i Aarhus C traf politiet desuden to kvinder på 31 og 32 år, som også var fra Thailand. De blev ligeledes sigtet for ulovligt ophold og arbejde i landet.
Alle tre kvinder blev anholdt og er frihedsberøvet, mens Udlændingestyrelsen nu skal vurdere, om de skal udvises. Center mod Menneskehandel skal samtidig undersøge, om kvinderne kan være handlet.

