112 3 måneder siden

Tre unge mænd på stjålet motorcykel

Af: Rolf Larsen
Foto: Rigspolitiet.

En patrulje fra Østjyllands Politi var søndag morgen omkring klokken 04.00 på patrulje i det nordlige Aarhus og Risskov, da betjentene på Nordre Strandvej blev mødt af en motorcykel i høj fart med tre yngre mænd på.

Politiet indledte en eftersættelse af motorcyklen, samtidig med at flere patruljer og en drone blev sendt til området.

Efter en kortere eftersættelse standsede motorcyklen, hvorefter de tre mænd løb fra stedet. En af de unge mænd blev indhentet af patruljen, mens en anden blev spottet af en dronefører. Kort efter kunne endnu en patrulje anholde ham.

Den tredje gerningsmand er fortsat på fri fod.

Politiet konstaterede efterfølgende, at motorcyklen var stjålet fra en adresse i Risskov.

Forældrene til de to anholdte unge mænd på henholdsvis 15 og 17 år blev tilkaldt sammen med Børn og Ungevagten ved Aarhus Kommune.

Begge blev sigtet for brugstyveri, mens føreren desuden blev sigtet for en række færdselsforseelser.

Læs også Kastede håndgranat ved forretning