112 1 måned siden

37-årig mand idømt 14 års fængsel for indsmugling af over 200 kilo narkotika

Af: Rolf Larsen
Illustration: NBPix/AI

En 37-årig spansk mand med bopæl i Holland er ved Retten i Sønderborg blevet idømt 14 års fængsel og udvist af Danmark for bestandig efter en sag om indsmugling af store mængder narkotika.

Manden blev dømt for at have forsøgt at indsmugle 120 kilo amfetamin og 86,5 kilo hash over den dansk-tyske grænse.

Narkotikaen blev fundet den 17. oktober 2025 under en kontrol ved Frøslev Grænseovergang. Den 37-årige sad bag rattet i en hollandsk indregistreret lastbil, hvor stofferne var skjult i lastrummet blandt paller med modermælkserstatning.

Kontrollen blev gennemført af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 37-årige blev anholdt samme dag og har siden siddet varetægtsfængslet. Under retssagen nægtede han sig skyldig og ankede dommen med påstand om frifindelse.

Han forbliver varetægtsfængslet frem til afsoningen.

Anklagerfuldmægtig Ida Lolle fra Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland er tilfreds med dommen.

– Dommen afspejler den meget alvorlige kriminalitet, der er begået. Indsmugling af store mængder narkotika bidrager til organiseret kriminalitet og har store samfundsmæssige konsekvenser. I sagen er det blevet forhindret, at en betydelig mængde narkotika nåede ud på gadeplan, siger hun.

Foto: Rigspolitiet.
Læs også Mand varetægtsfængslet: Sigtes for drabsforsøg