To polske mænd er blevet tiltalt ved Malmö Tingret, mistænkt for særdeles grov narkotikasmugling, efter at næsten 246 kilo cannabisharpiks blev fundet skjult i en indpakket sofa.
Det skriver Korrespondenten.
Beslaglæggelsen fandt stedt den 8. november sidste år, da en 47-årig mand blev standset i en tyskregistreret varebil, efter at han var kørt ind i Sverige via Øresundsbroen fra Danmark.
Føreren oplyste, at han transporterede senge til Stockholm, men ved en grundigere toldkontrol blev der ved hjælp af en håndholdt røntgenscanner fundet uregelmæssigheder i en indpakket sofa. Inde i sofaen fandt tolderne næsten et kvart ton cannabisharpiks med en anslået gadeværdi på omkring 27 millioner kroner.
Ved kontrollen blev der desuden fundet 2,4 gram amfetamin i førerens pung. En udåndingsprøve gav samtidig mistanke om spirituskørsel.
– At smugle næsten et kvart ton cannabisharpiks i en indpakket sofa er usædvanligt, men smuglingsforsøget blev afsløret, og narkotika til en værdi af 27 millioner kroner blev stoppet, før det kom ind i Sverige, siger Kasia Gorzka, efterforsker ved Toldverkets kriminalafdeling Syd.
Den anden tiltalte er en 32-årig polsk statsborger, som ifølge mistanken fungerede som såkaldt forbil. Han skal blandt andet have holdt udkig efter told- og politikontroller, givet grønt lys, når vejen var fri, samt hjulpet med flybilletter og transport forud for smuglingsrejsen.
Toldverkets analyse viser også, at den mistænkte fører gennemførte mindst to lignende rejser mellem Spanien og Sverige i oktober og november 2025. Ifølge efterforskningen peger omstændighederne på et større bagvedliggende netværk med personer, der organiserer rejser og transporter samt spejdere ved grænseovergange.
– Sverige er i øjeblikket udsat for et ekstremt højt smuglingspres. De kriminelle bander, der smugler narkotika, anvender stadig mere avancerede metoder, og narkotikapartierne er generelt blevet større, siger Kasia Gorzka.
De to mænd nægter sig skyldige. Hvis de bliver dømt, risikerer de omkring seks års fængsel.

