112 1 måned siden

Nørresundby: 48-årig varetægtsfængslet for drab og grov vold

Af: Rolf Larsen

En 48-årig mand er blevet varetægtsfængslet efter en skudepisode i Nørresundby fredag, der endte med at koste et menneske livet.

Den 48-årige blev lørdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, sigtet for manddrab og forsøg på manddrab.

Rykkede ud til brand og endte i skyderi

Fredagens episode begyndte, da politi og brandvæsen blev alarmeret om brand i en autolakérværksted på Virkelyst i Nørresundby. Da politiet kom frem til stedet blev der affyret skud med en riffel. Mere politi, bl.a. bevæbnet med maskinpistoler, blev sendt til stedet og det kom til skududveksling. Her blev en betjent ramt af skud i ben og torso og gerningsmanden blev såret. Da politiet efterfølgende kom ind på gerningsstedet fandt de en 62-årig civil mand, som var blevet dræbt af skud. Ifølge politiet var han ikke ramt af politiets skud.

Erkender drab

Under grundlovsforhøret erkendte den 48-årige drab på den 62-årige og erkendte de faktiske omstændigheder omkring skudende mod politibetjenten. Her valgte retten, ifølge Ekstrabladet.dk, at der i stedet for drabsforsøg var tale om begrundet mistanke om grov vold.

Kunne ikke rumme mere

Ifølge DR.dk huskede den 48-årige ikke meget fra fredagens episode og forklarede i retten, at han “ikke kunne rumme mere”, og at han “ville tage livet af sig selv”.

Retten valgte at varetægtsfængsle den 48-årige i foreløbigt fire uger.

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning: 70 201 201. Åben alle årets dage fra klokken 11 – 05

Chatrådgivninghttps://www.livslinien.dk/raadgivning/chatraadgivning

Åben hverdage fra 17 – 21 og weekender fra klokken 13- 17

Er du akut selvmordstruet, skal du ringe 112.

Læs også Mor og søn slap ud af brændende villa