Der var 43.400 unge mellem 15 og 24 år uden job og uddannelse i 2025. Dermed blev det politiske delmål om højst 38.500 unge uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet ikke nået.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som bygger på registerdata fra Danmarks Statistik.
I 2017 indgik den daværende VLAK-regering sammen med et bredt flertal i Folketinget en aftale om at halvere andelen af unge uden job og uddannelse frem mod 2030. Som delmål skulle antallet være reduceret med 20 procent i 2025.
Ifølge analysen var der imidlertid næsten 5.000 flere unge uden job og uddannelse end målsætningen lagde op til.
– Over 43.000 unge er hverken i job eller uddannelse. Det er langt fra den politiske målsætning om at reducere andelen med 20 procent i forhold til niveauet i 2016, siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Analysen peger på, at udviklingen især er gået den forkerte vej blandt de 17- og 18-årige, hvor en større andel står uden job og uddannelse end i 2016. Omvendt er andelen faldet blandt de 19-24-årige.
– Der er mange unge, der forlader folkeskolen uden de faglige forudsætninger for at tage en ungdomsuddannelse. Hver niende elev forlader skolen uden at bestå dansk og matematik, siger Troels Lund Jensen.
Han peger samtidig på, at der er behov for flere politiske initiativer, hvis målet for 2030 skal nås. Blandt andet foreslår han, at retten til optagelse på den forberedende grunduddannelse (FGU) fremrykkes, så flere unge hurtigere kan få gavn af tilbuddet.
Ifølge analysen svarede de 43.400 unge uden job og uddannelse til 6,4 procent af alle 15-24-årige i 2025. Det politiske delmål for 2025 svarede til højst 5,6 procent, mens målsætningen for 2030 er, at højst 3,5 procent af de unge står uden job og uddannelse.
