Indland 11 timer siden

Hver sjette nyuddannede lærer forventer at forlade folkeskolen

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: StockSnap / Pixabay

En ny undersøgelse viser, at hver sjette lærer, der er uddannet inden for de seneste tre år, ikke forventer at arbejde i folkeskolen om fem år.

Samtidig peger undersøgelsen på, at mange nyuddannede lærere mangler den støtte, som ifølge Danmarks Lærerforening kan være afgørende i begyndelsen af arbejdslivet.

Fra næste år skal alle nyuddannede lærere have et introduktionsforløb, når de begynder på en skole. Kravet blev en del af den seneste overenskomst.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 36 procent af de adspurgte ikke får reduceret undervisningstid, mens 52 procent oplyser, at de ikke har en mentorordning.

»I mange år har vi brugt en masse læreres tid på ikke at komme godt i gang. Det skal være slut nu. Vi har taget et godt første skridt ved at få det føjet ind i overenskomsten, og nu skal vi have kød og blod på, så kvaliteten af lærerstartsordningen ikke afhænger af skolens postnummer,« siger formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

Ifølge undersøgelsen svarer 38 procent, at de er meget enige i, at de fortsat ser sig selv arbejde i folkeskolen om fem år, mens 41 procent er delvist enige. Omvendt svarer 10 procent, at de er delvist uenige, mens seks procent er helt uenige.

Gordon Ørskov Madsen mener, at udviklingen bør tages alvorligt.

»Vi skylder de nyuddannede en bedre start på lærerlivet, men det handler faktisk ikke kun om dem. Det handler også om eleverne og om folkeskolens fremtid. Når nye lærere får en god start, øger vi chancen for, at de bliver i professionen og fortsætter med at udvikle sig – og dermed styrke den faglige trivsel hos kommende generationer af elever,« siger han.

Han peger samtidig på, at der generelt er behov for et bedre arbejdsmiljø i folkeskolen.

»Vi ser heldigvis nogle rigtig gode ambitioner fra den nye regering og en vilje til at lave markante investeringer i folkeskolen. Det er helt afgørende,« siger Gordon Ørskov Madsen.

Læs også Hundredvis af rockere til bisættelse