Tre mænd blev mandag eftermiddag varetægtsfængslet i forbindelse med et skyderi i boligområdet Grønneparken i Holbæk søndag.
Ved skyderiet blev tre personer ramt. De meldes alle uden for livsfare.
Senere søndag aften meldte en 22-årig og en 23-årig mand sig selv til politiet. Mandag formiddag anholdt politiet desuden en 35-årig mand på en adresse i Holbæk.
Alle tre blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.
Den 23-årige mand er blevet varetægtsfængslet frem til den 1. september, mens de to øvrige mænd er blevet fængslet frem til den 18. august.
De tre mænd nægter sig alle skyldige.

