Københavns Politi har sigtet yderligere to mænd i forbindelse med en voldsepisode på Islands Brygge den 30. juni, hvor en 32-årig svensk statsborger efterfølgende afgik ved døden.
En 24-årig dansk statsborger er sigtet for vold efter straffelovens paragraf 244. Han er ifølge politiet sigtet for at have trampet på den 32-årige, mens han lå ned, og for at have slået en anden svensk statsborger.
En 29-årig somalisk statsborger er ligeledes sigtet for vold. Han er mistænkt for at have sparket den anden svenske statsborger. Den 29-årige er desuden sigtet for at have overtrådt et indrejseforbud, som han blev idømt i en tidligere sag.
Politiet har endnu ikke fundet frem til den 29-årige, og han er derfor blevet sigtet telefonisk og via sin forsvarer.
I forvejen er en 31-årig mand sigtet i sagen. Han meldte sig selv til politiet tre dage efter overfaldet, efter at han var blevet efterlyst, og sidder nu varetægtsfængslet.
De tre sigtedes sager skal behandles hver for sig. Ifølge Københavns Politi er der ikke oplysninger, som tyder på, at de tre har handlet i forening.
:NB:
