Udland 17 timer siden

Kampsportsinstruktør idømt 25 års fængsel for seksuelle overgreb mod pige

Af: Rolf Larsen
Illustration: NBPix/AI

En 75-årig britisk mand er blevet idømt 25 års fængsel for en række voldtægter og seksuelle overgreb mod en pige, der var i begyndelsen af teenageårene, da overgrebene fandt sted.

Anthony Swanson blev den 7. juli kendt skyldig ved Woolwich Crown Court i London i 15 forhold. Fredag den 28. august blev straffen ved samme domstol udmålt til 25 års fængsel.

Han blev blandt andet kendt skyldig i fire voldtægter, fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse, tre tilfælde af seksuel aktivitet med et barn samt tre tilfælde af seksuel aktivitet i et barns nærvær.

Overgrebene fandt sted over en periode på omkring tre år i midten af 00’erne. Pigen havde mødt Swanson gennem kampsportsundervisning, som han stod for gennem Taoist Arts Organisation, som han havde stiftet i 1995.

Ifølge Metropolitan Police udsatte han pigen for grooming og efterfølgende gentagne seksuelle overgreb og voldtægter. Et af overgrebene fandt sted under en kampsportstur til Bath i Somerset.

Sagen blev efterforsket, efter at kvinden i februar 2022 henvendte sig til politiet og fortalte om overgrebene.

Politiet leder efter mulige yderligere ofre

Efter dommen opfordrer Metropolitan Police andre mulige ofre for den 75-årige til at henvende sig.

Politiet oplyser, at Swanson underviste børn i kampsport i områderne Beckenham og Sidcup fra begyndelsen af 00’erne. Han stod desuden for ture med overnatning til det vestlige England og Inverness i Skotland.

»På baggrund af alvoren af Swansons forbrydelser mener vi, at han kan have andre ofre, som endnu ikke har henvendt sig,« siger kriminalbetjent Leonora Simpson fra Metropolitan Police.

Læs også UNICEF: Krigshandlinger i Iran har kostet mindst 180 børn livet