112 14 timer siden

Politiet efter skolekontroller: For mange elcykler og elløbehjul er ulovlige

Af: Rolf Larsen
Mere end 70 tohjulede køretøjer er hen over foråret og sommeren blevet kontrolleret af Nærpoliti og Forebyggelse i Hjørring, som er en del af Nordjyllands Politi. En del af disse køretøjer var ulovlige og blev beslaglagt. Foto: Nordjyllands Politi.

Kontroller af mere end 70 tohjulede køretøjer ved skoler i Hjørring og Jammerbugt kommuner har afsløret en række ulovlige elcykler, elløbehjul og knallerter.

Nordjyllands Politis Nærpoliti og Forebyggelse har gennemført kontrollerne hen over foråret og sommeren. Ved samtlige af de kontrollerede skoler blev der fundet ulovlige forhold i større eller mindre omfang.

Det drejede sig blandt andet om elcykler og elløbehjul, der kunne køre for stærkt, børn under 15 år bag styret og knallerter med ulovlige dele.

»Ved samtlige skoler fandt vi ulovlige forhold i større eller mindre omfang,« siger politikommissær Phillip Rødkjær Larsen, der leder Nærpoliti og Forebyggelse på Hjørring Politistation.

12-årig kørte på elløbehjul med 50 km/t

Det mest markante tilfælde fandt politiet i Jammerbugt. Her beslaglagde betjentene et ulovligt elløbehjul, der kunne køre 50 km/t. Føreren var blot 12 år.

Ved to skoler i Hjørring Kommune beslaglagde politiet desuden to ulovlige elcykler, der kunne køre henholdsvis 33,5 og 45,5 km/t.

Politiet opfordrer nu forældre til at undersøge reglerne grundigt, inden de køber et elektrisk køretøj til deres børn.

»Jeg tror, mange forældre forventer, at elcykler og elløbehjul pr. definition er lovlige, hvis de kan købes inden for EU’s grænser. Det er desværre ikke tilfældet,« siger Phillip Rødkjær Larsen.

Ifølge politikommissæren kan et elløbehjul eller en elcykel, der kan køre lige så hurtigt som en lille knallert, risikere at blive klassificeret som en sådan. Det kan ifølge politiet ende med bøder på over 10.000 kroner for blandt andet kørsel uden førerret og manglende forsikring.

Politiet fremhæver samtidig risikoen for alvorlige ulykker og opfordrer forældre til at lave aftaler med deres børn om sikker kørsel, herunder brug af hjelm og at undlade at køre flere personer på samme køretøj.

Politi afspærring
Læs også To kvinder varetægtsfængslet efter sprængning på Amager