En 21-årig mand fra København er blevet idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for sin rolle i omfattende bedrageri mod en række ældre.
Mandag tilstod han i Retten i Roskilde, at han havde deltaget i svindlen, hvor i alt 22 kvinder og tre mænd i alderen 69 til 93 år blev bedraget for samlet 304.000 kroner.
Ifølge politiet udgav den 21-årige og hans medsammensvorne sig for at være fra enten banken eller politiet. På den måde blev de ældre manipuleret til at udlevere dankort og koder.
Den 21-åriges rolle var at fungere som bankbud og opsøge de ældre på deres adresser.
I flere tilfælde udleverede ofrene også større kontantbeløb og smykker. I et enkelt tilfælde blev et kostbart maleri udleveret. Det kom senere tilbage til ejeren, efter at politiet anholdt den 21-årige og fandt maleriet under en ransagning af hans hjem.
Sagerne fandt sted på Østerbro, Amager, i Charlottenlund, Hellerup, Lyngby, Espergærde, Frederiksberg, Glostrup, Valby, Holte, Hørsholm, Virum, Hvidovre og Roskilde.
Ud over de gennemførte bedragerier var den 21-årige sigtet for yderligere syv forsøg, hvor det af forskellige årsager ikke lykkedes at få penge fra de ældre.
I retten erkendte den 21-årige, at han begik kriminaliteten, fordi han skulle bruge pengene på at forkæle sin nye kæreste.
Politikommissær Bjarke Thanning understreger i forbindelse med sagen vigtigheden af at tale med ældre og udsatte om risikoen for denne type svindel.
»Vi har i politiet et vedholdende fokus på at finde de bedragere, der igen og igen svindler vores ældre medborgere. Sagen viser desværre også, at det stadigt er vigtigt, at man er opmærksom på de enkle regler, der kan være med til at forhindre svindelnumrene. Har man kontakt til ældre og udsatte, så er det vigtigt, at man tager snakken med dem og hjælper dem,« siger Bjarke Thanning.
Politiet råder blandt andet til, at man får sit telefonnummer udeladt hos teleselskabet, lægger på ved opkald fra personer, man ikke kender, og overvejer at sætte en beløbsgrænse for hævninger på sit kort. Politiet understreger desuden, at myndigheder ikke efterspørger personlige oplysninger over telefonen eller møder op for at få udleveret hævekort og koder.
Den 21-årige modtog dommen.
:NB:

