112 3 timer siden

Stor politiaktion: 11 sigtet for produktion af skunk

Af: Rolf Larsen
Foto: Rolf Larsen.

11 personer fremstilles onsdag i grundlovsforhør ved Retten i Kolding efter en større politiaktion mod skunkproduktion.

De sigtede er to kvinder og ni mænd i alderen 23 til 54 år. Alle er ifølge Sydøstjyllands Politi sigtet for at have haft en rolle i produktionen af skunk i væksthuse. Flere af de anholdte er udenlandske statsborgere.

Aktionen fandt sted tirsdag efter længere tids efterforskning og omfattede adresser i Juelsminde, Vejle, Tørring, Fredericia, Kolding, Vamdrup, Middelfart, Faaborg, Sommersted, Vejen, Holsted og Rødding.

– Der er tale om en større politiaktion, der blev foretaget efter længere tids efterforskning. Aktionen fandt sted på mange forskellige adresser og forløb roligt og helt efter planen, siger vicepolitiinspektør Carsten Vester.

Anklagemyndigheden forventer at anmode om lukkede døre under grundlovsforhøret.

:NB:

Læs også Mand dømt for trusler mod statsminister